DUNE: Episk mastodontværk overrumpler på alle planer

Af Benjamin Damon

Det er umuligt at snakke om de største instruktører i Hollywood netop nu uden at nævne canadiske Denis Villeneuve. Siden gennembruddet med Incendies (2010) har han ivrigt pumpet film ud, som gradvist er blevet mere og mere grandiose i takt med, at pengepungen givetvis er blevet større. Efter Blade Runner 2049 (2017) kunne man da nærmest heller ikke forestille sig, at det kunne blive meget mere storladent. Det kunne det … 

For Dune er en af de mest overvældende biografoplevelser nogensinde. Det lyder efterhånden som en kliché, når filmentusiaster forsøger at overtale deres venner om, at en given film bare må ses i biografen, men jeg kan alligevel ikke understrege nok, at det virkelig gør sig gældende for Villeneuves filmatisering af Frank Herberts sci-fi-klassiker fra 1965. David Lynch fejlede med sit forsøg i 1984, og bogen er blevet kaldt umuligt at filmatisere. Det var tilsyneladende kun umuligt, indtil Villeneuve kom på banen.

Dune er dog en film, der kræver tålmodighed. Den er lang – og den føles lang. Det skal ikke læses negativt; tværtimod var undertegnede overlykkelig for at få lov til at blive i den altomsluttende verden, som filmen trækker dig ind i. Fra gigantiske ørkenlandskaber til dramatiske klippeøer med bølgeskvulp: det er svært ikke at klappe i hænderne af bar begejstring over de skud, man præsenteres for, og til tider er det som at se et nyt afsnit af Planet Earth. Et par sekunder senere kommer et kæmpe rumskib dog flyvende, og så husker man på, at dette er Villeneuves (og Herberts) verden. 

Man kunne nemt foranlediges til at tro, at det udelukkende er det tekniske niveau, som gør filmen til et mesterværk. Det er helt sikkert også en uundværlig faktor. Denis Villeneuve er perfektionist og er netop blevet kendt for at alliere sig med nogle af Hollywoods dygtigste skikkelser; evigt geniale Hans Zimmer har skrevet en buldrende score, som måske ikke er nær så melodisk som i fx Interstellar (2014), men som har præcis den gennemslagskraft, Dune har brug for. 

Det er dog også et regulært stjernecast, som er med til at gøre filmen uforglemmelig. Hollywoods darling nr. 1, Timothée Chalamet, spiller hovedrollen som Paul Atreides, og han flankeres af skikkelser som Oscar Isaac, Rebecca Ferguson, Josh Brolin, Zendaya, Jason Momoa og Stellan Skarsgård – sidstnævnte i en fuldstændig grotesk rolle som Baron Harkonnen. Bevares, ingen af præstationerne vil gå over i historiebøgerne, og jeg spår heller ikke umiddelbart Oscar-nomineringer på denne front. Men ærligt talt: hvem tager ind og ser årets største sci-fi-basker med en forventning om dybt og epokegørende skuespil? 

Hermed ikke sagt, at Villeneuve ikke er en dygtig manusforfatter. Der er faktisk masser af interessant dialog, og møderne mellem de forskellige huse og folkeslag er fascinerende at følge. Og hvor er det dog herligt, at instruktøren stadig tør tage chancer, selv når han laver gigantiske blockbusters. Han bevæger sig konstant på grænsen af, hvad man kan tillade sig, når man både skal lave en publikumspleaser og samtidig ønsker at fastholde en vis grad af auteurskab. 

Og det lykkes på mirakuløs vis i Dune. Villeneuve går ikke på kompromis med personlig vision, men han har samtidig lavet en film, som vil blæse enhver biografgænger så langt bagover, at der måske bør installeres sikkerhedsseler i salene. Man må simpelthen ikke snyde sig selv for denne oplevelse. 

Kommentarer